Ingen æg

Den store æg udtagning fandt sted i går – hvis man kan kalde den det. For de fik ikke fat i nogen. Ikke at jeg slap for den ubehagelige oplevelse at få jaget et grill-spyd op gennem skedevægge. Og hold da kæft det gjorde bare ondt i den venstre-side. Når men 7 æggeblære blev tømt uden at de fangede et eneste æg. Skuffelse var meget stor, især fordi vi inden havde fået lov til at få to æg lagt tilbage, så det kom som en stor overraskelse for alle 3 læger der var til stede.
Jeg var egentlig ok og det blev aftalt at nu skulle det være slut med IUI og vi ville gå over til IVF, da det jo alligevel er end med at blive konverteret til IVF i 2 ud af 4 forsøg. Så d. 8 august skal vi til samtale og jeg starter så efterfølgende op på perlutex og så køre den store mølle.
I går aftes gik det så helet galt. Det hele blev for meget, Søren fik det hele med hvorfor han overhoved ville giftes med mig, når jeg nu ikke kunne give ham børn, jeg var han ikke værdig osv. Og Søren var jo bare fantastisk og forklarede mig igen og igen at vi nok skulle få børn, men det kunne da godt være at vi kommer til at rejse ud og hente dem, men det ville da på alle måde bliver vores børn. Efter det var jeg helt færdig, kunne ikke mere ville ikke mere – ej jeg må lige have fortalt en for historie. For 5½år siden nytårsnat 2000 tog jeg en taxa hjem og da jeg bliver sat af går chauffør med op, da jeg er meget fuld vil han gerne hjælpe siger han. Da vi kommer op bliver han meget voldelig og det ender med at han voldtager mig. Jeg kan ikke huske meget og er aldrig kommet til det selv med en del terapi. I går kom denne oplevelse så tilbage, denne tomhed, denne afmagt og denne totale nedgørelse. Helt ærligt de er sku min mest intime del af min krop, der bliver fuldstændig blotlagt og hærget. Man ligger det med benene ud til siden og kan intet gøre, de vil ikke høre på at morfinen ikke virker – det skal lige sige at jeg havde fået en del og da jeg efterfølgende bare rejser mig fra lejet og går over og tager tøj på, kigger de noget over at jeg er i stand til det, det skulle jeg ikke være. Hallo, det var det jeg sagde, jeg kunne ikke mærke morfinen.
Men alt det her med at jeg har haft det på samme måde som efter en voldtægten, har jeg på ingen måde fortalt manden. Syntes det var latterligt, for meget og jeg skulle da bare tage mig sammen, det er jo trods alt mig der er skyld i at vi ikke kan få børn. Søren kiggede bare på mig og var helt overraskede og spørgende, hvorfor har du ikke sagt det sidste gang… Og han fortalte mig at det var min krop og hvis jeg ikke ville mere så stoppede vi, det var ikke en konkurrence i hvem der kunne holde til mest. Åhhhr for f….. jeg vil da ikke bestemme.
Oven i det hele skal jeg i morgen give besked om vi kan komme til barnedåb hos min bedste veninde. Søren kan ikke, det er dagen før han skal aflevere projekt. Kan jeg? Jeg kan overhoved ikke finde lysten, jo lysten til at være sammen med min veninde og hende dejlige børn er der, men hele det cirkus med familie og fest til ære for det hele lille barn? Nej, jeg orker det ikke. Jeg ved jeg burde, jeg holde jo så meget af hende og jeg vil gerne vise hende jeg er glad på hende vejen. Jeg glad på hendes vejen, syntes hun har hele 2 rigtige dejlige børn. Men kan hun forstå at jeg ikke orker hele hendes familie og skal sidder der en hel dag? Hvorfor skal alt ramle sammen? Jeg kan ikke, men vil jeg mere? Snøft, snøft og mere snøft