Hjemme igen

Så er vi hjemme igen og vasketøjet er pænt på plads i skabene. Det har været en rigtig dejlig rejse og vi har fået set og oplevet meget. Og det bedste af det hele er at vi bare har været sammen - bare mig og Mr. K.
Også er der jo ikke så lang tid til den første samtale i amtet d. 22. august. Der er dog kommet lidt skygge ind over det, øv øv. Torsdag inde vi rejste søndag fandt jeg ud af at ens vægt har en betydning for om man kan få lov til at adoptere. Hvis ens BMI er over 40 for man afslag – det er mit dog ikke. Er det over 33, så skal man til speciale læge, der skal tage blodprøver og alt det som ens egen læge har gjort. Så derefter regner han ud om man vil kunne leve de næste 20 år og hvis risikoen for at dø ikke er for stor, så er der ingen hindringer for en godkendelse. OK, hvis jeg skulle have mit BMI ned under 33 så skulle jeg smide 12 kg på 5 uger, det vidste jeg ville blive umuligt, især med en bryllupsrejse de 2 af ugerne. Så jeg ringede til amtet for at høre om jeg ikke kunne få en tid med det samme hos den der speciale læge, men nej det kunne man ikke det var først noget der kunne ske efter vi havde været til samtale og vores sag havde været på samråd. Så ikke noget med at forkorte ventetiden der. Og hun oplyste også om at der er lovgivningen der kræver den læge undersøgelse, det er ikke en vurdering. Hun fortalte så a jeg kunne prøve at tabe mig inden og så medbringe et stykke papir fra min egen læge på hvor meget jeg havde tabt mig.
Jeg havde ikke lige det bedste humør til at rejse og slet ikke til Frankrig med al den gode mad vi skulle ned og have.
Når men vel hjemme var jeg jo meget nervøs for vægten og hvad viser den så? Jeg har tabt 4 kg og siden i søndags har jeg tabt 1½ mere, så alt i alt 5½ på lidt mindre end 3 uger. Det er da noget af en start. Men jeg når nok ikke de sidste 6½ på to uger, så vi må nok se i øjne at jeg skal forbi en speciale læge og derved vil vores sag ikke kunne blive afgjort på 20 uger, men sådan må det nu bare engang være. Det har været nogle rigtig gode uger og jeg har tabt mig, hvad mere kan man ønske sig?