Den frygtede samtale

I dag var dagen hvor vi var til samtale, for at tale om hvad der nu skulle ske og om hvad det betød at jeg nu havde været biokemisk gravid to gange. Og det var kun positivt, for det sværeste er at blive gravid. Og hvis man tager 100 æg fra en kvinde på 28 vil mindst 30 % være genetisk dårlige. Det er altså bare at klø på og vente på et perfekt æg. Han tilføjede da at hvis det skete 5-6 gange, så var det ikke så godt længere.
Så nu burde jeg være glad? Men det er jeg faktisk ikke helt – jeg ved godt det er mærkeligt. Jeg tro, jeg havde fået forberedt mig selv så godt på dårlig nyheder, at jeg helt havde glædet mig til at stoppe behandlingen. Jeg er glad, men et eller andet sted havde det været rart at komme videre, jeg vil jo for pokker bare være mor.
Starter på Perlutex i morgen, så jeg kan få mens. og vi kan komme i gang, vi kan nemlig godt nå et forsøg inden sommerferien.

Den kommende brud

Ja, det er lidt længe siden jeg sidst fik skrevet. Imellem tiden er min blodprøvet kommet ned på 0, så nu er der ikke længere noget graviditets hormon i kroppen.
Men jeg har faktisk næsten forladt den infertile verden, og det har været meget rart. Det skal forstås på den måde at jeg har haft vildt travlt med at lege den kommende brud, eller jeg ER jo den kommende brud. Og noget der virkelig overrasker mig er at folk ikke begynder at stille spørgsmål om vi så også skal til at have børn. Det er åbenbart ikke noget man skal snakke med brude om, lidt sjovt. For det var ellers den man mødte, da jeg blev færdig med min uddannelse her i januar.
Men jeg har bare fået lov til at være den kommende brud. Og når man går ud af en forretning (har været i mange for at købe de sidste små ting til brylluppet) så for man lige et kan i have en rigtig god dag, med på vejen. Det er en befrielse, der er noget der fylder meget mere i mit liv end det at være infertil. Hvor er det rart. Jeg har endda været barnepige for min venindes lille dreng på 8 uger. Jeg tog med til frisør og passe så ham imens at moren blev klippet og fik farvet hår. Ikke et øjeblik gjorde det ondt, at han ikke var min. Men jeg nød at passe ham. Sådan en helt lille og fin ny baby.
Jeg vil gerne være mor, helt sikkert. Og jeg bliver det også, og om det så bliver til mit biologiske eller til et (eller 2) adopterede, det er ikke til at vide.
Vi skal til samtale d. 19 på Herlev, og hvis de mener at det er negativt at jeg nu har været to gange biokemisk gravid, så tro jeg vi stopper. Hvis der er mere der er i vejen med mig, så er det slut. Helt færdigt. Inden alt det her projekt baby gik i gang, havde jeg den holdning at kan man ikke selv, så skal man ikke. Man skal ikke avle videre på skidt (der er vel en grund til at jeg er biolog). Men verden er ikke altid sort eller hvid, der er utroligt meget gråt. Jeg talte jo den gang uden personlig erfaring. Uden tanke for de (her i blandt mig, nu) personer det ramte. Og jeg vil da sige, at stadig kan det godt ramme mig lidt, at vi får hjælp. For får jeg en pige, så kan hun jo arve mine anlæg for infertilitet. Hvordan vil jeg have det når hun bliver 20-30 og vil til at have børn og hun så ikke kan? Så er det min skyld. Hun vil få en hun kan give skylden og det er mig hendes egen mor. Kan jeg være det bekendt? Biologisk set, så nej, menneskeligt så tjaaa hvem kan svare på det? Jeg vil jo ikke ønske det her for nogen mennesker, men jeg er villig til at løbe risikoen for min datter?
Jeg vil lade den stå her, og i stedet nyde tiden som den kommende brud, jeg har endnu 33 dage hvor jeg har denne titel.

Tre drømme på den nat

Puha en nat, der er altså noget min hjerne ikke har forstået. Om natten sover man…
Men nej, ikke her, der arbejdes der på højtryk.
Første drøm, jeg er pludselig på et hospital og en masse mennesker omkring mig, jeg ved slet ikke hvad der forgår rundt omkring mig. Jeg bliver lagt på en seng, jeg ser forskellige folk jeg genkender, de henvender sig ikke til mig, de er der bare. Der er en masse lys, og stemmening skifter fra at være kaos til lettelse og glæder. Og så har jeg født, jeg får den her lille, perfekte baby og til mig.
Så husker jeg ikke mere, sover videre indtil næste drøm slår ned. Det er mit bryllup, der er mange mennesker rundt om, står og snakker med veninderne og så falder mit slør af. Min søster springer til og begynder at slå på diademet, der knækker. Jeg bliver hvid glødende af raseri. Løber op af en mørk trappe og væk fra det hele. Det så begynder jeg at smide folk ud, vil ikke feste mere, nu er det hele ødelagt.
Sover sødt videre og kommer over i en drøm, mine to katter er der, er tilbage i mit barndoms hjem og der er bare en god stemning. Vågne fuldstændig fortumlet op da vækkeuret ringer.
Kan især mærke hvordan at drømme om brylluppet sidder i kroppen, denne følelse at total arrigskab sidder tilbage. Og helt ærligt jeg kunne godt forstille mig at jeg kunne blive så sur, hvis der var nogen der ødelæg noget, selvom det var i forsøg på at rede det.
Puha, er der ikke en drømmetyder tilstede?

Dages overraskelse

I dag lykkes det at få et svar på blodprøven, jeg havde været gravid og der er stadig hcg i blodet, men ikke nok til at det bliver til noget. Så tillykke du har været biokemisk gravid igen. Altså for anden gang. Jeg begynder at have mine tvivl på at det stadig er positivt. Første gang, var det positivt og læge påstod at han aldrig havde haft en kvinde med pco der havde været biokemisk gravid, som ikke havde endt med at stå med sit eget barn i armene. Holder det også nu? Efter anden gang? Jeg glæder mig til at komme til at tale med en læge, men det kan først ske efter at blodprøve er kommet ned på 0. Så krydser virkelig finger for at den 0, når jeg ringer torsdag.
Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på om der er andet i vejen end PCO, eller er det PCO’en der er skyld i at der ikke sker mere? Det er jo kendt at kvinder med PCO har en højre abort risiko, men er det så tidligt i forløbet? 1000 spørgsmål, og jeg må bare vente med at få svar. Jeg hader at vente.
Der vil vidst virkelig blive overvejet at sende de adoptionpapir til fase 1. Så vi kan komme i gang. Nu må det da snart være min tur til at være mor, noget jeg har ønsket siden jeg var 14, da jeg blev moster.