Runde bogen

Undringen var stor da jeg åbnede postkassen i dag. En stor konvolut til mig? Jeg skyndte mig op og åbnede den og sørme om det ikke var ”projekt baby”. Og da jeg sendere var den obligatoriske tur rundt på diverse blogs, kunne jeg jo også læse hvad Amocca havde skrevet om bogen. Da jeg en ½ time sener sad med min Cafe latte og skulle til at begynde havde jeg ikke de store forventninger til bogen. Jeg blev dog hurtigt fanget og der gik ikke lang tid inden at jeg havde læst de første 100 sider. Jeg kunne virkelig godt genkende mig selv i nogle af de her ting, ikke at jeg er som hovedpersonen. Jeg kan dog virkelig godt forstå hende. Jeg læste videre og videre og så ringede manden og sagde at han var på vej hjem, hold da op, jeg manglede kun 60 sider. Jeg var virkelig blevet underhold, havde grin flere gange over genkendelsens glæde og fældede en enkelt (eller 100) tåre. Jeg syntes virkelig godt om bogen – den er på ingen måde velskrevet eller intellektuelt – men en meget enkelt beskrivelse af en kvinde der er bare gerne vil have et barn. Og det kunne jeg virkelig godt forholde mig til. Så jeg vil give jer andre, der har læst den, ret i at den ikke er velskrevet, men jeg lagde bare ikke mærke til det undervejs. Så vel klart anbefale den til en dag hvor man har brug for noget let fordøjeligt og bare gerne vil underholdes. Jeg havde et par hyggelig timer i selskab med den.
Jeg vil nu sende den vider til Gitte.

Tingene tager tid

Jeg har en inder uro, jeg slet ikke kan holde i ro. Jeg er vildt utålmodig, jeg vil bare have et barn nu. Jeg har ikke tid til at rende til speciale læge og psykolog. Jeg vil bare gerne have den godkendelse – og det kan kun gå for langsomt. Jeg vil videre med mit liv. Efter vi tog beslutningen om at starter på adoption har jeg bare været så meget gladere, det hele har været lettere, men det er også blevet så meget mere vigtig for mig at vi snart for den godkendelse. Når vi først står med den i hånden, så er barnet jo på vej. Jeg ved godt at vi skal vente, men vi er garanteret et barn. Om det så bliver et dansk barn inden for et år eller vi skal til udlandet om nogle år, det har ikke den store betydning. Vi skal have et barn. Jeg glæder mig til at komme af med den sidste nervøsitet, så jeg kan slappe helt af. Bare rolig i skal nok komme til at høre en masse brok om ventetid fra mig senere – det er jo svært at være tilfreds :-) Lige nu glæder jeg mig til at vente, til at hente mine gamle børnebøger fra mine forældre med god samvittighed, begynde at sy den slynge jeg skal bærer mit barn i (vores barn). Jeg har fundet det økologiske stof jeg skal bruge.
Noget helt andet jeg kan spille min første sang på guitar. Jeg fik jo en guitar som en del af min morgengave fra mr. K, og i går startede jeg på undervisning, jeg er bare hammer god :-)

Mandag d. 22.

Det var dagen for det første møde på amtet. Pyha – det var en hård omgang.
Vores sagsbehandler var egentlig meget sød, syntes dog at hun manglede noget forståelse for hvor svært vi havde syntes det var at være i behandling. Følte lidt at det ikke var lovligt at have valgt behandlingen fra, når nu lægerne havde lovet at det nok skulle lykkes og når vi for øvrigt ikke var ældre. Jeg var bare så mega nervøs til det møde, men havde det sådan set fint nok med at det var de tørre tal vi skulle gennemgå. Det var det også til at starte med, men da der var også meget personlig snak. Helt slemt blev det, da vi kom til min sundhedsattest. Der havde jeg jo skrevet at jeg har gået til psykolog pga. voldtægt. Det skulle der virkelig bores i. Det har bare fyldt en del for mig efter sidste ægudtagning, følelsen af afmagt, frustrationen, krænkelsen og nedværdigelsen. Alle disse følelser kom bare op lige mens vi sad der, plus en følelse af glæde for at vi er kommet videre, lige ind til nervøsiteten for ikke at blive godkend væltede ind over mig. Og hvad sker der? Jeg begynder at tude, ikke vil og uhæmmet, men nok til at det skulle kommenteres meget. Tro desværre vores sagsbehandler, tog det som en tegn på at vi græd over tabet af biobarnet, pokkers, pokkers. Blev faktisk lidt sur på hende over det og fortalte hende at sådan var jeg altså bare, hvis jeg havde en vigtigt diskussion, kunne jeg også godt græde, det er bare mig – drama dronning! Håber det lykkes at formidle det til hende.
Og min vægt, ifølge lægens vægt havde jeg tabt mig 5kg siden vi fik lavet sundhedsattesten. Så BMI siger 35, det er jo ikke 33, og så var det fuldstændig lige meget med at det heller ikke var 37, Så skal jeg undgå speciale lægen, skal jeg inden d.12. okt. – hvor vores sag skal på samråd – når at tabe 6 kg mere. Det burde jeg også godt kunne, men vægten står bare stille, men jeg holder ud og gør mit bedste – jeg har dog bare mest lyst til at ligge under dynen og spise chokolade og læse en god bog. Men i stedet vil jeg tage i svømmehallen og svømme 40 baner.
Og så er det ellers bare at vente på at se hvad det er hun har skrevet om os – jeg er endnu ikke klar til at kalde hende den gode fe.

Dejlige dage

Åhh hvor er livet bare skønt. Udenfor blæser det så man næsten ikke kan stå fast og inden for blæser jeg manden omkuld. Det er bare den bedste fornæmelse når bukser bekynder at falde ned så man få hænge røv. Ikke at det ser flot ud, men det betyder at mit arbejde for at tabe mig hjælper, der sker noget. I går var det store shoppe-dag, med moar:-) Shoppede så jeg kunne se fin ud i aften. I aftne står den på tøsetur, så pas på København. Sammen med min veninde der skal i byen for første gang efter hun har født og hendes veninde fra folkeskolen og så en af mine andre veninder fra biologi studiet. Vi starter med at gå ud og spise og så biograf, og så ender vi nok på et tidspunkt på The Dubliner. Så må vi se hvor lang tid vi kan holde ud.

Jordbærsuppe

200g frosne jordbær i ½ eller 1/4
2dl vand
2dl hvidvin
100g rørsukker
vanilie efter smag
lime efter smag
5-10 blade Basilikum
Vand, vanilie og sukker koges op. Vinen kommes i sammen med de kolde jordbær. Det hele varmes lidt op og smages til med lime og basilikum. Det tages af og sættes i køleskab og serveres helt kold.

Om 14 dage

Ja, om 14 dage har vi været til vores første møde i amtet. Vi er godt nok spændte på det møde. Vi har læst en del bøger om adoption processen, så vi ikke er helt uforberedte. Men det er stadig et meget abstrakt billede af hvad der skal tales om. Men det giver også anledning til en masse samtaler omkring fremtiden her i det lille hjem. Og i forretningerne kigger vi (ikke officielt) på børneting og prøver at forstille os hvilket barn det er vi en gang for med tiden. Hvilken alder vil barnet have, hvilket køn, hvilken farve og er der plads i sengen, eller skal den bygges ud, så vi alle tre kan være der. Det er dejligt med alle der små ting i ens hverdag man kan gå og drømme om.
Og solsikke jeg vil da gerne lære nogle trix til at blive letter på vægten! Jeg skal vejes om fredagen inden mødet hos min egen læge.

Hjemme igen

Så er vi hjemme igen og vasketøjet er pænt på plads i skabene. Det har været en rigtig dejlig rejse og vi har fået set og oplevet meget. Og det bedste af det hele er at vi bare har været sammen - bare mig og Mr. K.
Også er der jo ikke så lang tid til den første samtale i amtet d. 22. august. Der er dog kommet lidt skygge ind over det, øv øv. Torsdag inde vi rejste søndag fandt jeg ud af at ens vægt har en betydning for om man kan få lov til at adoptere. Hvis ens BMI er over 40 for man afslag – det er mit dog ikke. Er det over 33, så skal man til speciale læge, der skal tage blodprøver og alt det som ens egen læge har gjort. Så derefter regner han ud om man vil kunne leve de næste 20 år og hvis risikoen for at dø ikke er for stor, så er der ingen hindringer for en godkendelse. OK, hvis jeg skulle have mit BMI ned under 33 så skulle jeg smide 12 kg på 5 uger, det vidste jeg ville blive umuligt, især med en bryllupsrejse de 2 af ugerne. Så jeg ringede til amtet for at høre om jeg ikke kunne få en tid med det samme hos den der speciale læge, men nej det kunne man ikke det var først noget der kunne ske efter vi havde været til samtale og vores sag havde været på samråd. Så ikke noget med at forkorte ventetiden der. Og hun oplyste også om at der er lovgivningen der kræver den læge undersøgelse, det er ikke en vurdering. Hun fortalte så a jeg kunne prøve at tabe mig inden og så medbringe et stykke papir fra min egen læge på hvor meget jeg havde tabt mig.
Jeg havde ikke lige det bedste humør til at rejse og slet ikke til Frankrig med al den gode mad vi skulle ned og have.
Når men vel hjemme var jeg jo meget nervøs for vægten og hvad viser den så? Jeg har tabt 4 kg og siden i søndags har jeg tabt 1½ mere, så alt i alt 5½ på lidt mindre end 3 uger. Det er da noget af en start. Men jeg når nok ikke de sidste 6½ på to uger, så vi må nok se i øjne at jeg skal forbi en speciale læge og derved vil vores sag ikke kunne blive afgjort på 20 uger, men sådan må det nu bare engang være. Det har været nogle rigtig gode uger og jeg har tabt mig, hvad mere kan man ønske sig?