Den kommende brud

Ja, det er lidt længe siden jeg sidst fik skrevet. Imellem tiden er min blodprøvet kommet ned på 0, så nu er der ikke længere noget graviditets hormon i kroppen.
Men jeg har faktisk næsten forladt den infertile verden, og det har været meget rart. Det skal forstås på den måde at jeg har haft vildt travlt med at lege den kommende brud, eller jeg ER jo den kommende brud. Og noget der virkelig overrasker mig er at folk ikke begynder at stille spørgsmål om vi så også skal til at have børn. Det er åbenbart ikke noget man skal snakke med brude om, lidt sjovt. For det var ellers den man mødte, da jeg blev færdig med min uddannelse her i januar.
Men jeg har bare fået lov til at være den kommende brud. Og når man går ud af en forretning (har været i mange for at købe de sidste små ting til brylluppet) så for man lige et kan i have en rigtig god dag, med på vejen. Det er en befrielse, der er noget der fylder meget mere i mit liv end det at være infertil. Hvor er det rart. Jeg har endda været barnepige for min venindes lille dreng på 8 uger. Jeg tog med til frisør og passe så ham imens at moren blev klippet og fik farvet hår. Ikke et øjeblik gjorde det ondt, at han ikke var min. Men jeg nød at passe ham. Sådan en helt lille og fin ny baby.
Jeg vil gerne være mor, helt sikkert. Og jeg bliver det også, og om det så bliver til mit biologiske eller til et (eller 2) adopterede, det er ikke til at vide.
Vi skal til samtale d. 19 på Herlev, og hvis de mener at det er negativt at jeg nu har været to gange biokemisk gravid, så tro jeg vi stopper. Hvis der er mere der er i vejen med mig, så er det slut. Helt færdigt. Inden alt det her projekt baby gik i gang, havde jeg den holdning at kan man ikke selv, så skal man ikke. Man skal ikke avle videre på skidt (der er vel en grund til at jeg er biolog). Men verden er ikke altid sort eller hvid, der er utroligt meget gråt. Jeg talte jo den gang uden personlig erfaring. Uden tanke for de (her i blandt mig, nu) personer det ramte. Og jeg vil da sige, at stadig kan det godt ramme mig lidt, at vi får hjælp. For får jeg en pige, så kan hun jo arve mine anlæg for infertilitet. Hvordan vil jeg have det når hun bliver 20-30 og vil til at have børn og hun så ikke kan? Så er det min skyld. Hun vil få en hun kan give skylden og det er mig hendes egen mor. Kan jeg være det bekendt? Biologisk set, så nej, menneskeligt så tjaaa hvem kan svare på det? Jeg vil jo ikke ønske det her for nogen mennesker, men jeg er villig til at løbe risikoen for min datter?
Jeg vil lade den stå her, og i stedet nyde tiden som den kommende brud, jeg har endnu 33 dage hvor jeg har denne titel.