Lykke

Ej, hvor har det været en dejlig weekend. Jeg er bare så glad, jeg tro på at der derude er et barn til os. Og at vi nok skal bliver godkendt. Denne godkendelse vi fik i fredags var bare den første i en lang række. En slags fase 1 godkendelse. Nu er de praktiske ting på plads som vores økonomi og sundhed, som jo er ting man ikke kan gøre meget ved (eller jo har jo tabt 17 kg).
Jeg må indrømme at jeg ikke er i tvivl om at vi er i stand til at tage vare på et lille barn og at en sagsbehandler godt vil kunne se det. Dette betyder jo ikke at jeg ikke vil være nervøs for at få svaret når vi når så langt. Langt det er der endnu til vi er ved målet eller sådan føles det. Men en lettelse at vi nu er nået så langt som vi er.
Hvad skal der til at ske nu?? Ja, det er lidt af et spørgsmål. Men lige nu venter vi på et brev fra amtet, hvor vi så vil blive indkaldt til fælles-samtale. Ja, det er en fællessamtale, selvom at vores kære Fru sag (vores sagsbehandler) fortalte sidst da vi mødte hende at vi efterfølgende skulle til ene-samtaler, så skal vi altså til fælles, hvilket jeg er så taknemmelig for, jeg ville hade at sidde der alene og ikke at vide hvad Søren siger. Nu er vi der begge, det er dejligt. Nåh, men i brevet vi venter på ligger der ud over godkendelsen også en tid til den første fællesamtale, som vil finde sted i slutningen af januar eller starten af februar. Der er rigtig lang tid til – men jeg vender mig vil til at vente? Måske, men når den endelig godkendelse er i hus, så skal vi måske vente et helt år på ingen ting! Lyder det ikke ulideligt? Det gør det faktisk, men nu vil vi altså forsøge og sådan er det, men havde jeg haft arbejde og havde brylluppet være afbetalt, så var vi nok gået direkte over til udenlandsk adoption, der er ventetiden jo en garanti for et barn.