Mandag d. 22.

Det var dagen for det første møde på amtet. Pyha – det var en hård omgang.
Vores sagsbehandler var egentlig meget sød, syntes dog at hun manglede noget forståelse for hvor svært vi havde syntes det var at være i behandling. Følte lidt at det ikke var lovligt at have valgt behandlingen fra, når nu lægerne havde lovet at det nok skulle lykkes og når vi for øvrigt ikke var ældre. Jeg var bare så mega nervøs til det møde, men havde det sådan set fint nok med at det var de tørre tal vi skulle gennemgå. Det var det også til at starte med, men da der var også meget personlig snak. Helt slemt blev det, da vi kom til min sundhedsattest. Der havde jeg jo skrevet at jeg har gået til psykolog pga. voldtægt. Det skulle der virkelig bores i. Det har bare fyldt en del for mig efter sidste ægudtagning, følelsen af afmagt, frustrationen, krænkelsen og nedværdigelsen. Alle disse følelser kom bare op lige mens vi sad der, plus en følelse af glæde for at vi er kommet videre, lige ind til nervøsiteten for ikke at blive godkend væltede ind over mig. Og hvad sker der? Jeg begynder at tude, ikke vil og uhæmmet, men nok til at det skulle kommenteres meget. Tro desværre vores sagsbehandler, tog det som en tegn på at vi græd over tabet af biobarnet, pokkers, pokkers. Blev faktisk lidt sur på hende over det og fortalte hende at sådan var jeg altså bare, hvis jeg havde en vigtigt diskussion, kunne jeg også godt græde, det er bare mig – drama dronning! Håber det lykkes at formidle det til hende.
Og min vægt, ifølge lægens vægt havde jeg tabt mig 5kg siden vi fik lavet sundhedsattesten. Så BMI siger 35, det er jo ikke 33, og så var det fuldstændig lige meget med at det heller ikke var 37, Så skal jeg undgå speciale lægen, skal jeg inden d.12. okt. – hvor vores sag skal på samråd – når at tabe 6 kg mere. Det burde jeg også godt kunne, men vægten står bare stille, men jeg holder ud og gør mit bedste – jeg har dog bare mest lyst til at ligge under dynen og spise chokolade og læse en god bog. Men i stedet vil jeg tage i svømmehallen og svømme 40 baner.
Og så er det ellers bare at vente på at se hvad det er hun har skrevet om os – jeg er endnu ikke klar til at kalde hende den gode fe.