Tingene tager tid

Jeg har en inder uro, jeg slet ikke kan holde i ro. Jeg er vildt utålmodig, jeg vil bare have et barn nu. Jeg har ikke tid til at rende til speciale læge og psykolog. Jeg vil bare gerne have den godkendelse – og det kan kun gå for langsomt. Jeg vil videre med mit liv. Efter vi tog beslutningen om at starter på adoption har jeg bare været så meget gladere, det hele har været lettere, men det er også blevet så meget mere vigtig for mig at vi snart for den godkendelse. Når vi først står med den i hånden, så er barnet jo på vej. Jeg ved godt at vi skal vente, men vi er garanteret et barn. Om det så bliver et dansk barn inden for et år eller vi skal til udlandet om nogle år, det har ikke den store betydning. Vi skal have et barn. Jeg glæder mig til at komme af med den sidste nervøsitet, så jeg kan slappe helt af. Bare rolig i skal nok komme til at høre en masse brok om ventetid fra mig senere – det er jo svært at være tilfreds :-) Lige nu glæder jeg mig til at vente, til at hente mine gamle børnebøger fra mine forældre med god samvittighed, begynde at sy den slynge jeg skal bærer mit barn i (vores barn). Jeg har fundet det økologiske stof jeg skal bruge.
Noget helt andet jeg kan spille min første sang på guitar. Jeg fik jo en guitar som en del af min morgengave fra mr. K, og i går startede jeg på undervisning, jeg er bare hammer god :-)